• Shubidua The Musical - premiere og stjerner

    28. september 2015

    * * * * * *

    Fredag den 25. september stod i musicalens tegn, da Shubidua The Musical endelig fik premiere på Fredericia Teater. Det var der mange, der havde set frem til - både med spænding, glæde og en smule bekymring for, hvordan teatret nu havde valgt at behandle de velkendte hits.

    Shubidua.nu - i skikkelse af 5 Gurlier - var selvfølgelig til stede ved premieren. Vi ankom i god tid og gik en tur rundt i byen, der alle steder var pyntet med bannere, reklamer, Shubidua-billeder og citater fra de mange sange. Det var altså ikke bare Fredericia Teater, der bød Shubidua velkommen, det var simpelthen hele byen!

    Shubberne (med familier) ankommer
    Shubberne med familier ankommer. Foto: Karina Hjorth

    Den røde løber blev rullet frem, og kendisser (og Gurlier, som Bunden med familie sneg sig ind på bagfra, før vi overhovedet nåede ind) var klar til at lade sig underholde. Og hvilken underholdning! Det skal først og fremmest siges, at alle eventuelle bekymringer for behandlingen af materialet hurtigt forsvandt. De kreative folk bag musicalen har fået skabt en ganske glimrende historie, som på rimelig naturlig vis får bundet en masse af de kendte Shubidua-sange sammen. Der var dog lige et enkelt nummer, som for visse af os virkede lidt "mystisk". Vuggevisen er skrevet ind mod slutningen af historien, men der var ikke lige umiddelbart nogle af os, der forstod pointen med den scene.

    Når det så er sagt, så gør skuespillerne/sangerne det virkelig godt. Der er tydelig respekt for Shubidua og musikken, og for os virkelig nørdede fans, er det intet mindre end genialt, at der i replikker og kulisser er indskrevet referencer til en masse mere eller mindre kendte Shubidua-numre. Er man ikke velbefaren i det Shubske univers, opdager man det ikke, men det gør ikke noget, for det hele giver fint mening stadigvæk, men er man Shub-fan, så er det ren fryd at bemærke både Molly, Carlos, Ål i rejer, Chinese Pin Fight, en rumcigar, La Coste-krokodillen, Moster, Leif og mange andre finurligheder, der dukker op undervejs.

    Selve musicalen handler ikke om Shubidua, men da selve historien slutter, bliver det alligevel til en længere hyldest til bandet, der har betydet så meget for så mange i over 40 år. Da de første billeder af gruppen vises på scenen, og ensemblet bryder ud i et medley af en række af de numre, der ikke har fundet plads i selve historien, så rejser nakkehårene sig for alvor, og du vil formentlig kunne mærke en klump i halsen.

    På denne særlige premiere-aften blev det selvfølgelig også til en speciel hyldest til de 6 tilstedeværende Shubber, som blev kaldt på scenen til flere minutters stående ovation.

    Shubberne fik blomster og blev hyldet af hele salen
    De 6 tilstedeværende Shubber fik blomster og blev hyldet på scenen af hele salen. Foto: Karina Hjorth

    Det er stort, det er smukt, det er rørende - det er kort sagt et særdeles velskabt produkt, der er kommet ud af Fredericia Teater.

    Og for os var det selvfølgelig (alpe)toppen at hilse på Michael Bundesen igen og ikke mindst møde de to originale Shubber, Jens Tage (Tågis) Nielsen og Niels (Niller) Grønbech. Det var en fantastisk aften i Fredericia i fredags, og det havde været alle ægte Shub-fans forundt at være tilstede lige dér.

    5 Gurlier, Niller (til venstre) og Tågis (i midten). Foto: Michael Hardinger
    5 Gurlier og Niller (til venstre) og Tågis (i midten) efter musicalen. Foto: Michael Hardinger

    Herfra bliver der kastet 6 stjerner efter musicalen. Det er måske lidt svært at være 100% objektiv, når man nu engang ER Shub-fan, men de gives for en respektfuld behandling af sangene, en god historie, gode karakterer, dygtige skuespillere og sangere, hyldesten til Shubidua i slutningen og ikke mindst de mange små referencer til numre, som langt fra alle har hørt om. Ja, og så var der jo også mindst 6 stjerner i salen denne aften, og det tæller altså også ;-)

  • Lidt nyt fra Shubidua The Musical

    21. september 2015

    Radio Alfa havde i fredags en lille "Shubidua Special" i programmet Formiddag med Foged, hvor værten Poul Foged interviewede direktøren for Fredericia Teater, Søren Møller, vedrørende den kommende Shubidua-musical, der har urpremiere på Fredericia Teater på fredag, den 25. september.

    Derudover snakkede han også med de 2 hovedrolleindehavere, Emil og Kristine, som begge fortalte lidt om projektet og deres relationer til Shubidua.

    Tak til Radio Alfa for at give os lov til at dele de 3 interviews, som du kan lytte til lige her.

  • Claus fejrer jubilæum som Æres-Gurli

    2. september 2015

    I dag er det 10 år siden, at Claus Asmussen blev tildelt hæderen "Æres-Gurli" for 30 års tro tjeneste i Shubidua - i træk vel at mærke! Claus var den første Shub, der opnåede denne titel, og vi modtog for nyligt dette billede fra Claus, der stolt viser sit bevis frem.

    Vi har stadig til gode at se Claus til et Gurli-arrangement, men måske lykkes det en dag. Hans titel giver i hvert fald gratis adgang til alle Gurli-arrangementer, han måtte have lyst til at deltage i.

    Selvom Claus forlod Shubidua kort efter tildelingen af titlen, kan du stadig (eller rettere: igen) nyde hans guitarspil på en scene, da Claus er aktuel med det nye band, Shu-bi or not Shu-bi. Du kan selvfølgelig se datoer for deres koncerter i kalenderen. Claus har også ind imellem har nogle solo-jobs, som vi også lister så snart, vi får kendskab til dem.

    Herfra skal lyde et stort tillykke med jubilæet!

    "Sikke no'en baller, vi altid holder her. Nu tror jeg, Gurli kalder, så ka' jeg ikke me'r...."

  • "Den Røde Tråd" til Århus

    19. august 2015

    I dag blev det offentliggjort, at Shubidua-musicalen - som nu i øvrigt også har fået en titel - "Den Røde Tråd" til næste år i maj vil blive opført i Musikhuset Århus. Det vil ske i perioden 5.-15. maj, hvor hele produktionen, der bl.a. består af et 25-personers ensemble slår sig ned i Smilets By. Det bliver dermed den 3. by, der får fornøjelsen af at kunne præsentere musicalen.

    Der er desuden allerede nu solgt mere end 35.000 billetter til forestillingerne i Fredericia og København

  • Bundesen tilbage i offentligheden

    15. august 2015

    Det var en stor nyhed, da Familie Journalen for få dage siden i en artikel på deres hjemmeside fortalte, at Michael Bundesen vender tilbage til offentligheden i efteråret, da han har sagt ja til at medvirke som en del af et ekspertpanel. Panelet skal fungere som rådgivere til en række musikere, der deltager i DK4s kommende dansktop-talentkonkurrence.

    Med undtagelse af at Bunden kom på scenen med Kim og Hardinger til Danish Music Award i 2013, da gruppen blev tildelt æresprisen, bliver det første gang, efter Bunden blev ramt af sygdom i foråret 2011, at familien Danmark for alvor kan se den populære Shub-forsanger i offentligheden.

    Det bliver spændende at se, hvordan programmet kommer til at køre, og hvor meget vi får at se/høre fra Michael Bundesen, men én ting er i hvert fald sikkert: Vi glæder os til at se lidt til Bunden igen!

    Du kan se programmerne på DK4 fra 5. september.

    Du kan læse hele artiklen fra Familie Journalen på deres website.

  • Shu-bi or not Shu-bi

    21. juli 2015

    Et nyt Shubidua-relateret orkester har set dagens lys. Gennem årene har vi set en række konstellationer af bands, der har levet i kortere eller længere tid med en eller flere tidligere medlemmer af bandet i besætningen, men denne gang ser det ud til at være et seriøst bud på en længerevarende eksistens.

    Bandet hedder noget så poetisk som "Shu-bi or not Shu-bi", og grundstenen består af de to tidligere medlemmer af Shubidua, Claus Asmussen og Bosse Christensen, der har slået sig sammen med John Sørensen og Kim Zachariasen på henholdsvis bas og vokal, mens Klaus Poulsen - som nogle måske genkender fra bl.a. Veteranerne - står bag tangenterne. Gruppens repertoire består af numre fra perioden 1973-1982 og vil ikke kun være de største hits. Det betyder, at du har mulighed for at høre nogle af de lidt glemte perler fra Shubidua som f.eks. Hva' ka' man få for en ti'er?, Zeppe Deppe, Midnatsluskeren og Bageren og Servitricen. Det hele bliver krydret med anekdoter og spas, gak og løjer.

    Det første job fandt sted i lørdags på Café Hornbæk Strand, og der er på nuværende tidspunkt mindst 2 arrangementer mere i kalenderen (begge i Nordsjælland - tjek tourplanen for yderligere information).

    Til sidst skal der herfra lyde et varmt "velkommen tilbage" til Claus Asmussen, som vi ellers ikke har set og hørt meget til, siden han forlod Shubidua i efteråret 2005.

  • 30.000 billetter solgt - og ny forlængelse!

    20. juli 2015

    Allerede for en måneds tid siden rundede salget af billetter til Shu-Bi-Dua The Musical på Fredericia Teater 30.000 stk. - et tal, der minder om salgstallet for teatrets seneste meget populære forestillinger (Aladin samt Den Lille Havfrue), der begge trak omkring 100.000 publikummer i teatret. Det har samtidig betydet, at teatret endnu engang har valgt at forlænge spilleperioden. Denne gang er der blevet lagt en uge til på både Fredericia Teater og på Østre Gasværk, hvor forestillingen spiller fra 21. januar, 2016. Premieren på Fredericia Teater er 25. september, men der er rent faktisk en forpremiere dagen før, hvor der i skrivende stund stadig er ledige pladser.

    Hvis du ikke allerede har sikret dig billet til en (eller flere) af forestillingerne, kan du gøre det her:

    Fredericia Teaters billetsalg

    Østre Gasværks billetsalg

  • Ole udgiver ny musik

    9. april 2015

    Ole medvirkede i dag i radioprogrammet "Klar Vikar på 4'eren", hvor han fortalte, at han og Kaya Brüel udgiver en børneplade med titlen "Halfdans Hoved" i anledningen af, at Halfdan Rasmussen i år kunne være fyldt 100 år. CD'en indeholder de største hits som f.eks. Rapanden Rasmus, Mariehønen Evigglad og Den Lille Frække Frederik, men der vil også være nye indspilninger at finde på albummet, der forventes på gaden til juni.

    Ole og Kaya vil også tage på koncertturné og spille nogle af de mange kendte hits for børn og barnlige sjæle.

    Derudover fortalte Ole også, at han arbejder på et nyt album med eget materiale. Hvad og hvornår det bliver til, sagde han dog ikke noget om.

  • Musicalen forlænget to gange

    23. marts 2015

    I dag kom det frem, at forhåndsinteressen for Shubidua The Musical er så stor, at Fredericia Teater har valgt - endnu engang - at forlænge spilleperioden for stykket. Denne gang er der lagt en uge til, så musicalen nu vil køre fra 25. september og helt frem til 1. november. Der er allerede solgt 55% af alle billetter (ca. 20.000 styks), hvilket er virkelig flot, når man tænker på, at der endnu er længe til, at stykket overhovedet får premiere.

    Samtidig fortæller Søren Møller fra Fredericia Teater, at manuskriptet nu er på plads, og inden længe forventer de også at have castingen afsluttet.

    Du kan stadig købe billetter til musicalen via Billetnet.

  • 10 Jeg Ka' Li' med Ole Kibsgaard

    11. februar 2015

    Den 21. februar kl. 21:45 starter en ny programrække på TV2 Charlie, hvor Ole er vært og byder velkommen til en række musikalske gæster, som hver får lov at vælge 10 sange, som de kan lide. Sammen vil Ole og gæsten spille lidt af de udvalgte sange og snakke om, hvorfor netop dét nummer er valgt.

    Gæsterne er Birthe Kjær, Stig Rossen, Lars Lilholt, Kaya Bruël, Anders Blichfeldt, Peter Belli, Jette Torp, Ivan Pedersen, Alberte og Tamra Rosannes.

  • Shubsk spilleautomat online

    28. januar 2015

    DanskeSpil.dk har åbenbart fået en tendens til at opkalde nye online spilleautomater efter kendte danske bands. Tidligere har det været D.A.D., og nu er turen kommet til Shubidua. På deres hjemmeside skriver de selv:

    "Nu kan du score kassen og få råd til både folkevogn, kylling og softice og pølser med brutale løg (Nam-Nam) og en tur til Costa Kalundborg. Så prøv vores helt nye Shu-bi-dua spilleautomat – den er edderbroderemig vuffeli-sjov."

    Man fristes jo til at sige, at der er en tekstforfatter, der har forsøgt at kaste sig ud i lidt ordleg i ægte Shubidua-stil - om det lykkedes, må du selv vurdere.

    Spilleautomaten er åben, og du kan spille både for sjov og for alvor og vinde utrolige summer... helt uden at rejse til Monte Carlo!

    Prøv spilleautomaten hos DanskeSpil.dk.