• Nyt udspil fra Jørgen

    7. september 2007

    I dag udsender Jørgen Thorup en online udgave af sit nye, dansksprogede album med titlen "Kommer du med". Albummet kan købes som download-udgave på TDC Musik.

    Hvis du hellere vil (og hvis du kan) vente, til du kan få en udgave med cover og en CD, du kan holde i hånden, så skal du se frem til den 27. september. Denne dag lander det nye album i alle landets butikker.

    Det nye album består af 10 sange, der bl.a. handler om kærlighed, flirt, at blive far og det at miste. Måske vil du genkende nogle af melodierne fra Jørgens første solo-udspil, Free Man, og det er heller ikke helt forkert, da enkelte melodier er blevet genbrugt, men nu har fået tilsat danske tekster.

    Promoveringen af albummet er allerede godt igang. Det betyder bl.a., at Jørgen er blandt boblerne til Top Charlie med titelnummeret "Kommer du med". Fra lørdag aften den 8. september kl. 20.30 til tirsdag den 11. september kl. 9.30 kan du via SMS stemme på Jørgen og hjælpe ham ind på hitlisten.

  • 30 år med bassen

    30. juli 2007

    I år er det præcis 30 år siden, at Kim Daugaard trådte til som bassist i Shubidua. Hans første album var 78'eren, men han var allerede på sommertouren året før, hvorfor han i år som den 2. shub nogensinde kan fejre at have været med i gruppen i 30 år i træk.

    Sådan en bedrift kan man ikke lade gå upåagtet hen, og derfor blev Kim da også overrasket med æresbevis og gaver efter Shubiduas koncert i Tivoli Friheden i Århus i lørdags den 28. juli.

    Kim får sit Æres-Gurli bevis. Og en købmandskurv blev det også til. Kim iført sin nye Gurli t-shirt.

    Gurlierne havde arrangeret et lille "surprise party" efter koncerten, og selvom Kim normalt ikke siger meget, kan man vist roligt påstå, at han denne aften blev endnu mere tavs. Med egne ord var han "rørt til tørre" til stor morskab for de omkringstående.

    Ved denne lejlighed blev Kim tildelt titlen som Æres-Gurli, hvilket kun gives til de, der har været standhaftige og har holdt ud i 30 år i træk (den næste, der forventes at opnå denne hæder er såmænd Bunden... hvis han holder ud til 2016). Med en sådan titel i hånden har han nu ret til fremover at te sig lige så tosset, han vil - til gengæld forventes det også, at han til enhver tid kan bryde ud i en mere eller mindre vellykket udgave af Gurliernes slagsang, Generatorbouillon.

    Lad os så høre, Kim!

  • Kasper Winding skriver til teatret

    28. marts 2007

    Aveny T-teatret kører i øjeblikket et teaterstykke om kærlighed - et stykke, der er skrevet og instrueret af 4 forskellige filminstruktører.

    Og hvad har det så med Shubidua at gøre? Jo, musikken til stykket er såmænd skrevet af Kasper Winding, der som bekendt var en del af Shubidua i starten af 80'erne.

    Derudover står Kaspers kæreste gennem mange år, Simone Bendix, som en del af ensemblet på scenen.

  • Shubidua-kor på Kasper Foss-udgivelse

    27. marts 2007

    Kasper Foss er normalt kendt som trommeslager og har spillet for et hav af andre musikere gennem flere år, men nu barsler han med sit eget solo-album. Herpå medvirker blandt andre Michael Hardinger og Kim Daugaard. Kasper Foss siger om projektet:

    "Jeg er selv en fan. Især af de ældre plader som jeg jo er vokset op med. Jeg har kendt Kim i rigtig mange år, og han er med i mit band. Da jeg forsigtigt spurgte ham og Dinger, om de ville hjælpe mig med at synge kor på pladen, sprang de straks til og tog opgaven meget seriøst.

    Jeg sad og måtte knibe mig selv i armen, da den karakteristiske Shub-kor lyd kom ud af studiehøjttalerne på MIT nummer. Selv da jeg bad dem synge små korkommentarer til min tekst, som mildest talt var inspireret af dem, var de bare friske uden at blinke".

    Hvornår albummet kommer på gaden, vides endnu ikke med bestemthed, men du kan holde øje med Kaspers egen hjemmeside, hvor han nok selv skal gøre opmærksom på, når det sker.

  • Sønnike i fars fodspor

    14. februar 2007

    Captain Mirage er navnet på et debuterende band, som til maj udsender sit første album. Og hvorfor er dette så interessant for tilhængere af Shubidua? Jo, for bag tangenterne, i koret og på akustisk guitar finder vi Kasper Daugaard.

    Nu er der forhåbentlig nogle, hvor navnet ringer en klokke... og for alle andre kan det hermed afsløres, at Kasper Daugaard er søn af Kim Daugaard, som alle forhåbentligt genkender som bassist i Shubidua.

    Har du lyst til at høre en forsmag på Captain Mirages musik, kan du klikke ind på deres MySpace (nu nedlagt). Her kan du også læse mere om musikken og de øvrige medlemmer af bandet.

    OPDATERET 11. MAJ: Indspilningen af Captain Mirages første album er nu ovre, men udgivelsen er udskudt til august 2007. Derudover kan det anbefales at tage et kig på Captain Mirages officielle hjemmeside.

  • Den Røde Tråd på TV2 Film

    13. februar 2007

    Det kan godt være, at Shubiduas fans endnu ikke har haft held med at få udgivet filmen Den Røde Tråd på DVD, men til gengæld har TV2 Film nu fået øjnene op for denne klassiker indenfor dansk film. I disse uger sendes den nemlig op til flere gange på netop TV2 Film.

    Den er allerede blev vist mindst to gange, og den 15. og 20. februar sendes den igen lidt over middag. Tjek programoversigten for de præcise tider.

  • Shubidua i Lokumsbogen 2007

    12. februar 2007

    Hvert år udkommer Lokumsbogen med alle mulige og umulige små tekster. I år er bogen særligt interessant for Shubiduafans, da Anders Christian Larsen har bidraget til bogen med tre sider om Shubidua.

    Stykket om Shubidua er Anders' uforbeholdne bedømmelse af Shubidua 1-18 ud fra 13-skalaen.

    Bogen udkom på Gyldendal før jul.